Læs flere beretninger

Virna

Virnas historie

Jeg ser ikke min IBD som noget meget dårligt, eftersom jeg lever med den. Det er ikke noget at være flov over, så jeg fortæller det gerne til folk i min omgangskreds.

Diagnose

Jeg blev diagnosticeret med IBD, da jeg var bare 18 år.  Jeg havde symptomer i et helt år, før jeg gik til lægen. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke gjorde noget ved det tidligere – måske fordi jeg var flov over det. Jeg fortalte det ikke til nogen i familien, før det blev helt umuligt at leve med.

På det tidspunkt, hvor jeg gik til lægen, løb jeg på toilettet ca. 20 gange om dagen og jeg mistede en masse blod. Jeg kunne ikke gå nogen steder og jeg var meget bange.

Da jeg blev diagnosticeret, vidste jeg ikke rigtig noget om sygdommen, og jeg troede, at man bare kunne fixe det, så jeg var ikke specielt bange. Selvom symptomerne var skræmmende, følte jeg mig stærk, og jeg troede ikke, at det var så alvorligt, som det senere viste sig at være.

Forandringer

Mit liv ændrede sig ikke så meget i begyndelsen. Jeg begyndte at tage medicin og den virkede. Min læge gik ikke ret meget op i min kost og livsstil. Men jeg boede alene, så jeg spiste ret ufornuftigt. Jeg tog ikke særlig meget hensyn til min sygdom og jeg glemte ofte at tage min medicin.  

Efter et års tid begyndte mine symptomer at vende tilbage og jeg var nødt til at tage stærkere medicin – det fik jeg det rigtig dårligt af.

At fortælle det til andre

I begyndelsen prøvede jeg at skjule min IBD, fordi jeg troede, at jeg kunne kontrollere den. Jeg havde ikke lyst til at sige det til nogen.

Senere da jeg blev rigtig syg, begyndte jeg at fortælle det til alle – selv folk jeg ikke kendte. Jeg fortalte dem, at jeg havde IBD og at jeg måske ville have brug for at løbe på toilettet af og til. Det gav mig en tryghed. Når folk ikke kender til det, tror de måske, at det er værre, end det er. Fantasien er ofte mere skræmmende end virkeligheden. 

Jeg ser ikke min IBD som noget meget dårligt, og det er mig, der skal leve med den. Så jeg fortæller folk om min sygdom: der er ikke noget at være flov over.

Hvordan jeg håndterer min IBD

Jeg prøvede en masse forskellige medicin, men der var ikke noget af det, der virkede rigtig godt. I mere end tre år var jeg inde og ude af hospitalet, og mine symptomer var virkelig slemme. Jeg var rigtig bange for min sygdom.  

På det tidspunkt var jeg i gang med at forberede mit bryllup og jeg var virkelig nervøs. På min bryllupsdag var jeg ikke bekymret for mig selv, men for min familie, for de bekymrede sig hele tiden for mig. Jeg var så nervøs for at have 'et uheld' i løbet af dagen, at jeg overførte min angst til min mand og min søster, eller hvem der lige var i nærheden. Jeg var hele tiden angst og den følelse overskyggede alt.

Et par dage efter brylluppet blev jeg så indlagt på hospitalet – jeg var virkelig syg.

Mit øjeblik

Jeg lå på hospitalet i fire uger. Det var min længste og værste sygdomsperiode. Efter en masse prøver sagde lægen, at der ikke var mere at gøre og at jeg var nødt til at overveje operation. Men det ville jeg ikke acceptere. Jeg tænkte, at der måtte være en anden udvej. Men på samme tid var mit mod og helbred virkelig i bund, og jeg havde næsten mistet håbet om at få det godt.

Jeg græd og låste mig inde på badeværelset. Min søster var der for mig og forsøgte at sige, at jeg godt kunne klare det. Langsomt begyndte jeg at tro på hende, og mit største øjeblik var, da jeg fortalte lægen, at jeg ikke ville have operationen. Endelig indså jeg, at jeg havde styrken i mig og at jeg kunne klare det selv. Lige dér vidste jeg, at jeg ikke måtte miste modet.

Så jeg besluttede mig for at kaste mig ud i det, selvom ingen troede på, at jeg ville kunne klare det. Ikke en gang jeg var sikker på, at jeg kunne klare det, men jeg vidste på det tidspunkt, at jeg var nødt til at gøre alt for at overkomme min IBD.

Der findes ikke ret mange positive historier om IBD – folk plejede at sige til mig, at det er en uhelbredelig sygdom. Det var hårdt at høre på. Min søster læste en masse bøger om alternative måder at leve med IBD; meditation, akupunktur, yoga osv., og hun gav mig en række gode råd. Jeg gav det et forsøg – jeg troede ikke rigtig på det – men jeg var fast opsat på at prøve alt. Jeg startede med ting, der kunne gøre mig mere rolig; meditation, yoga, fysisk træning. Jeg begyndte at spise sundere og tage Omega-3.  Jeg ved ikke, hvad der virkede, men tilsammen hjalp det. Jeg afbrød min uddannelse og dermed al den stress, der var forbundet med det – og det var der, jeg for alvor begyndte at få det godt.

Det var også en stor hjælp for mig at begynde i psykoterapi. IBD er en utroligt nedbrydende sygdom – man har brug for at tale med nogen om det. Nogle gange føler man, at man ikke har nogen magt over situationen, men psykoterapi hjalp mig til at forstå, at det er mig, der har magt over min sygdom. Jeg begyndte at tænke mere over at passe godt på min krop.

Jeg gik i terapi i et år. I hele den periode havde jeg det både fysisk og mentalt godt. Jeg begyndte at leve igen. Elleve måneder efter min sidste indlæggelse deltog jeg i et internationalt udvekslingsprogram, der hedder Erasmus. Jeg var i Valencia i den sydlige del af Spanien i 5 måneder. Engang ville det have været helt umuligt; jeg var bange for nye og ukendte steder og jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg ville kunne rejse til et andet land.  Men efter psykoterapien fandt jeg troen på, at jeg godt turde at gøre det.

Da jeg kom til Valencia, var jeg lidt nervøs, fordi det var første gang, siden jeg blev diagnosticeret med colitis ulcerosa, at jeg var væk hjemmefra i længere tid. Derudover var min selvtillid helt i bund, efter at jeg havde været igennem den sværeste periode i min sygdom. Men jeg talte om det med koordinatorerne og forklarede situationen for dem, og de fortalte mig, at jeg kunne tage hjem, hvis det blev nødvendigt. Efter et stykke tid kunne jeg se, at alt gik i den rigtige retning for mig; jeg kunne bo og leve selvstændigt, og det er noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort, især set i lyset af, at jeg tidligere havde haft så mange nederlag. Det lykkedes mig at gennemføre mit Erasmus-forløb og jeg havde en fantastisk oplevelse.

Det er selvfølgelig ikke muligt at gøre helt det samme som før, så jeg forsøger at finde en balance. Jeg spiser sundt – frisk og økologisk mad. Jeg tager Omega-3 og jeg holder mig i form med yoga og kickboxing og afstressende aktiviteter. Jeg tror, at psykoterapi var det, der virkede bedst for mig. Nogle ting virker godt for nogle, andre ting er bedre for andre – det vigtige er at finde ud af, hvad der er rigtigt for en selv.

Det er 18 måneder siden, jeg sidst var indlagt og jeg har ikke længere symptomer. Jeg ved ikke hvorfor – måske fordi jeg passer bedre på mig selv, og sikkert også fordi jeg tager min medicin mere regelmæssigt. Jeg tror, jeg har fundet den rigtige måde at håndtere sygdommen.

Råd til andre

Min fremtid

Efter Erasmus-opholdet vendte jeg tilbage til mine studier, og for en måned siden dimitterede jeg fra universitet. Jeg er virkelig stolt over, at jeg har fået min uddannelse, og jeg er nu i gang med at søge om at tage en ph.d. i kommunikation.

Noget af det, jeg har opdaget er, at jo flere nye ting, jeg prøver og som lykkes for mig, jo bedre bliver mit selvværd. Det kan ellers være meget nemt at miste modet – for mig sker det, når der kommer lidt blod eller jeg mærker en smerte i maven. Det er derfor, jeg skal holde ud, og jeg har en god portion selvtillid og selvværd 'i banken', som jeg kan trække på, når jeg har brug for det.

Jeg håber på at kunne fortsætte min uddannelse og blive ved med at udfordre og dygtiggøre mig!

Ansvarsfraskrivelse: IKKE EN ERSTATNING FOR PROFESSIONEL LÆGELIG RÅDGIVNING. Beretningerne er udelukkende beregnet til informationsformål og har ikke til formål at erstatte professionel medicinsk hjælp, rådgivning, diagnosticering eller behandling. Du bør tale med din læge, før der træffes beslutninger om dit helbred.

Bedøm dette indhold

Gennemsnit (7 stemmer)

Formular til feedback